Hvis du læser med her på bloggen ind imellem, så har du måske set hende her før. Udover at hun er en smuk kvinde med rødt hår, så er hun også en af de 7 modeller, min veninde (og fotograf) Bibi Berge har portrætteret i fotoserien Sisters.
Det interessante ved lige netop hende her, er at den kjole, hun har på – den har jeg syet.
Og det interessante for dig er, at jeg har lovet at lære dig, hvordan du syr sådan et cap-sleeve som det, der er på kjolen. Det er vendt med foer, og derfor er det helt “rent” i den nederste kant, uden stikninger fra en oplægning. Man kan ikke se foret, når kjolen er på.
Og så kan man alligevel godt se det.
For man kan se, hvor flot ærmet sidder. Det gør det blandt andet, fordi det er foret. Foret hjælpe med at holde faconen i ærmet, også når man bevæger sig. Og så er det mere behageligt at have mod huden end bagsiden af stoffet med tilhørende stikninger.
Jeg synes altså det er et virkelig godt billede. Det er de andre i serien også. Du kan se dem, hvis du klikker her.
Nå, men det kan jo også være du er mere interesseret i den der sy vejledning. Den kommer her:
Sådan syr du et capsleeve, der er vendt med foer.
Trin 1
Sy foer og stof sammen ret mod ret i den nederste kant. Det er den kant, der udgør åbningen af ærmet, du skal sy dem sammen i. Buen er kuplen på ærmet, og skal syes fast til ærmegabet. Sy med det sømrum, du har klippet, og trim evt. sømrummet ned til 0,5-1cm efterfølgende.
Trin 2
Skub foret ud over sømmen, og sy en understikning. Stikningen skal gå igennem foret og sømrummet og ligge 2-3mm fra sammensyningen.
Trin 3
Stryg foret om på vrangen af stoffet, og pres sømmen helt skarp. Pas meget på ikke at lave pressemærker, især hvis dit stof er sart og særligt udsat for at få permanente pressemærker. Jo mere kunststof, der er i dit stof, desto mere på vagt skal du være. Brug evt. en presseklud.
Trin 4
Hvis der er noget af foret, der titter ud over kanten af stoffet, så klip det af. Sæt først et par knappenåle i begge lag, så de ikke rykker sig fra hinanden, når du klipper. Du kan evt. også ri de 2 lag sammen rundt i kuplen, så du er helt sikker på, de ligger som de skal i forhold til hinanden.
FINISH – HINT!
Det er i dette trin, ærmets finish bliver bestemt. Jo bedre foer og stof passer sammen, når du er færdig her, desto bedre. Hvis foret er for småt, trækker ærmet om på vrangen. Og er det for stort, vil det titte ud under kanten. Begge dele vil give et hjemmelavet udtryk.
Trin 5
Sy ærmet fast til ærmegabet rundt i kuplen. Du har naturligvis husket at markere dit skulderpunkt på ærmet, så du nemt kan ligge det op til skuldersømmen, og placere resten af ærmekuplen ud fra det. Du må gerne holde ærmet en lille smule til ærmegabet, så det får et flot løft for oven. Men hold det ikke så meget til, at der kommer rynker og buler i sømmen.
Overlock ærmegabet, når du har syet ærmet i. Alle lag (ærme + ærmegab) overlockes samlet.
Trin 6
Buk det nederste af ærmegabet om mod vrangen med det sømrum, du har klippet (jeg anbefaler max 1cm her i ærmegabet). Stik det fast fra lidt forbi ærmet på forstykket til lidt forbi ærmet på bagstykket. Du får en synlig stikning på ydersiden, men den kommer til at være gemt under armen, når du har tøjet på, så den er stortset usynlig.
Det færdige ærme ser sådan her ud forfra og bagfra:
Hvis du vil lege lidt, så kan du prøve en kontrastfarve i foret. Selvom det ikke sådan direkte kan ses, så kan man jo nok skimte indersiden af ærmet, når du bevæger dig. I hver fald, hvis det er en skrigende pink, der kigger ud fra et mørkt eller dæmpet ærme.
Du kan også bruge printet bomuld til at fore ærmet – Liberty stoffer er især gode, fordi de har en blank overflade, der har nogle af de samme komfort mæssige kvaliteter som det almindelige satin foer.
Det her er min favorit teknik til at sy capsleeves. Jeg håber du er blevet inspireret. Du er hjerteligt velkommen til at dele dine egne erfaringer med capsleeves i en kommentar på bloggen.
Eller klik her for at inspirere os med et billede af dit bedste capsleeve på facebook siden.