Velkommen til Brevkassen.
Og til et helt nyt koncept her på bloggen, nemlig
Brevkasse Fredag.
Jeg har efterhånden en god håndfuld brevkasse spørgsmål, og jeg må se i øjnene, at der skal mere end min gode vilje til at få dem besvaret. Så derfor introducerer jeg nu Brevkasse Fredag. Hver fredag vil jeg svare på et spørgsmål, og poste det her på bloggen.
Så har jeg ingen undskyldninger for ikke at få svaret – og du har absolut ingen undskyldninger for ikke at spørge! Det er gratis viden lige i din inbox (hvis ellers du følger bloggen på mail – fx. via Bloglovin ude i siden).
Dagens spørgsmål kommer fra Christina, som skriver:
“Jeg vil meget gerne have en bestemt kant på blondestoffet, ligesom kanten på denne kjole, hvor der nærmest er en slags “frynser” på kanten.
Men det er ikke noget jeg har kunnet finde nogen steder indtil videre og undrer mig i øvrigt også over, hvordan man egentlig skulle kunne få sådan en kant på en metervare, der klippes til. Er det noget man selv laver på en eller anden måde? Eller er der et særligt sted jeg kan købe den slags stof?”
Og Christina – det er et rigtig godt spørgsmål.
Nogle af de store tøjmærker får special produceret deres stof, og det skulle ikke undre mig, at det er tilfældet her. Men det kan vi jo ikke, når vi sidder derhjemme og syr en enkelt kjole.
I stedet kan vi sy en blondekant på stoffet. Jeg viser dig hvordan i denne video:
I videoen bruger jeg forskellige farver blonde, og en tråd, der på ingen måder matcher – det er udelukkende så det er nemmere for dig at se, hvad jeg laver.
Jeg håber du kunne bruge mit svar. Hvis du selv har erfaringer med blonder og blondebånd, så skriv dem meget gerne i en kommentar under dette indlæg.
Og har du links til gode webshops, der sælger flotte blondestoffer og blondebånd, så del endelig også dem med os. Det vil både de andre læser og butikkerne sætte pris på!