Er du en af dem, der gerne vil have nogle gode genveje til tøj med god pasform? Fx. i form af snitmønstre, der bare altid virker?
Jeg tænkte det nok!
Men ved du hvad? Jeg tror ikke på genveje. De kan hurtigt ende som omveje eller blinde veje.
Det, jeg til gengæld tror på, er gennemarbejdede snitmønstre, der er testede og udviklede til lige præcis den krop og det behov, tøjet skal bruges til. Min erfaring er, at den korteste og sikreste vej til en god pasform er at sy prøvemodeller, som man tilretter, og derefter tester sine design og stofvalgs-teorier i praksis, ved at bruge tøjet. Det bliver rigtig smart, hvis man husker at notere sig, hvad der er godt og skridt ved en model, og retter ind til næste gang man bruger samme mønster.
Og ja, det tager tid. Men det fede ved at få lavet sig et par rigtig gode snitmønstre, er at det er nemt at lave om på detaljerne, uden at pille ved pasformen, når den først er på plads. Så de gode idéer (altså de rigtig gode. Dem, der også virker i praksis) kan genbruges og få nyt liv i nyt tøj igen og igen. Det tager tid at lave de første snitmønstre, men derefter er det en super genvej til nye designs med en god og gennemtestet pasform.
Og det er ikke bare noget, jeg har læst et sted. Det er faktisk sådan, jeg selv foretrækker at arbejde med syning. Kjolen på billederne i dette indlæg er et godt eksempel på den måde at arbejde med snitmønstre.
Når snitmønstre genbruges
Sidst jeg var gravid blev jeg jo naturligt nok for stor til at passe mit tøj, og måtte sy mig noget nyt. Men jeg er ikke så meget for ting, der kun har en holdbarhed på et par uger eller måneder, så jeg satte mig for at sy tøj, jeg også ville kunne bruge efter graviditeten. Det blev derfor til en del jersey, blandt andet en lang jerseykjole med en slå-om agtig udskæring i ryggen, som blev rigtig god.
Kjolen blev hurtigt sommerens yndlings kjole. Da efteråret nærmede sig fik jeg lyst til en ny udgave af kjolen, der var lidt mere efterårsagtig, men stadig med den åbne ryg. Og gerne lidt fin og ikke så meget “jeg ammer lige min baby”-agtig. Men dog med mulighed for netop at amme.
Løsningen med snitmønsteret blev at tilføje et vandfald foran, for at øge finheds-effekten, og korte kjolen af til knæ-længde. Efterårs stemningen kommer i stofvalget. Forstykket og det nederste af bagstykket er klippet i jersey, og den åbne ryg er klippet i en uld blonde-agtig strik. Et super lækkert stykke stof, jeg købte i Silkehuset tidligere på året. Jeg havde kun købt en halv meter, for den var lidt dyr, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle med den. Men her synes jeg den kommer til sin ret på en rimelig perfekt måde, og det giver mening med en åben ryg i uld i en efterårskjole, fordi ulden varmer lige akkurat nok til at temperaturen matcher hvad jerseyen kan være med til.
Nå, ikke så meget mere snak om snitmønstre og prøvemodeller. Nyd billederne af min kjole nr. 2 efter samme mønster. Der kommer sikkert flere varianter til hen ad vejen.
Vandfaldet foran falder rigtig fint, og giver både en “fin dame i byen” effekt, samtidig med at det er nemt at amme i kjolen. Perfekt til når man har en lille baby, men er noget så uendeligt træt af praktisk gravid-tøj.
Jeg er helt forelsket i det spindelvævs-agtige uld. Det er faktisk lidt en skam at det er på ryggen, for så kan jeg jo ikke selv se det, når jeg har kjolen på. Kanterne er lavet i jersey, og danner en fin ramme udenom den sarte uld.
Hvis du vil læse lidt mere om snitmønstre, og hvad man kan med dem, så har jeg skrevet om forskellen på købemønstre og de snitmønstre, du selv kan lave. Læs det her <<<
The post Se min kjole! appeared first on .